I Nakskov har Frelsens Hær oprettet et nødberedskab for socialt udsatte. Frivillige står således klar med både mad, nødherberg og telefonisk rådgivning.
Frelsens Hær i Nakskov har etableret et madleveringstilbud under coronaepidemien. Men det er faktisk ikke det eneste, de har på menuen på ’Sydhavsøerne’.
Fra værestedet ’Huset’ kan brugere og andre udsatte, der ikke er i stand til at købe eller tilberede deres egen mad på grund af corona-krisen, købe kolde og varme måltider til en billig penge. Tilbuddet sikrer samtidig, at brugerne fortsat får en daglig varieret kost.
Initiativet er ligesom det almindelige dagtilbud baseret på frivillige, der stiller op for deres medmennesker. Medarbejderne er fordelt på to arbejdshold, hvor det første tilbereder maden fra klokken 9.00-12.00, hvorefter andre frivillige står for udleveringen fra klokken 12.00-14.00.
Natherberg
Siden november har Frelsens Hær i Nakskov også drevet et midlertidigt natherberg. Det tilbud opretholdes fortsat – men under særlige forholdsregler for at undgå smittefare. Det betyder, at der i modsætning til tidligere ikke er noget tilbud om socialt samvær. Der er nattevagt på fra klokken 21.00, og gæster henvises direkte til deres enkeltværelser, hvor man kan opholde sig ind til næste morgen klokken 8.00. Natherberget er åbent indtil udgangen af marts.
Advokathjælp
Skulle man få brug for juridisk hjælp, har Frelsens Hær i Nakskov også et tilbud om gratis advokatrådgivning. Dette tilbud opretholdes ligeledes, men foregår udelukkende telefonisk under corona-krisen.
Historien her er i dag blevet bragt på Frelsens Hærs facebook-side. Håbet er i de kommende dage at kunne bringe flere lignende beretninger om kreative tiltag fra Frelsens Hær rundt om i landet under coronaens ændrede vilkår – både til information og inspiration. Tip modtages med tak på [email protected]